Angsten der overtog mit liv

Akupunktur hos Klinik by Nørggard

Rigtig mange har været søde til at spørge ind til mit behandlingsforløb, som jeg nævnte i mit sidste indlæg, hvor jeg fortalte om mit liv med angst (læs her). Først vil jeg gerne sige stort tak for alle de utroligt søde og varme beskeder, jeg har modtaget! Det varmer virkeligt! Jeg har fået overraskende mange fra folk, der sidder i samme situation, hvilket blot bekræfter, at angst er blevet en folkesygdom, som mange virkeligt kæmper bravt med. Jeg har prøvet alt såsom psykolog, psykiater, naturmedicin og alprazolam – som jeg dog hurtigt blev bange for, eftersom kroppen langsomt men sikkert bliver afhængig af det – så det droppede jeg. Jeg var tæt på at give op og følte mig så magtesløs!

Derfor var jeg også mere end frisk på at gå ad nye veje med min angst, hvorfor jeg startede mit akupunkturforløb hos Klinik By Nørgaard. Jeg har altid haft en vis skepsis overfor akupunktur og tænkt, at nåle umuligt kunne gøre en forskel for noget inde i hovedet og mit sind. Ikke desto mindre startede jeg mit forløb i juli måned, hvor vi startede med en længere samtale.

Jeg blev mødt med et stort smil og en overbevisning om, at min angst naturligvis kunne behandles ved hjælp af akupunktur. Jeg snakkede med den ene ejer af klinikken, Nikolaj, der ikke ejede den mindste tvivl omkring, at jeg kunne hjælpes, hvilket gjorde, at jeg fik ro i maven og følte mig i meget trygge hænder. Jeg synes, at det er virkeligt svært at finde det ”rigtige” behandlingssted. Men det er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg har! Den form for angst, jeg har, kræver et langt behandlingsforløb, så jeg er ikke færdig med forløbet endnu. MEN hold nu op en forskel, jeg allerede kan mærke. Mine spændinger er næsten væk, den konstante uro i kroppen og vigtigst af alt – mit forfærdelige tankemylder, som kørte 24/7 er forstummet og kommer kun et par gange om dagen.

Jeg glæder mig helt vildt til at fortsætte med forløbet og kan mærke, at det bliver bedre og bedre for hver gang, jeg er der. Det følgende bliver lidt nørdet og jeg håber, at jeg har formuleret mig, så det giver mening, men jeg tænker, at andre der måske overvejer et forløb, gerne vil vide lidt mere om, hvad der rent faktisk sker med kroppen under behandling.

Når man oplever angst, bliver følelsen styret fra det såkaldte autonome nervesystem. Det autonome nervesystem har to dele: det parasympatiske nervesystem og det sympatiske nervesystem. Vores sympatiske nervesystem bliver aktivt, når vi oplever fare (eller indbildsk fare) mens det parasympatiske nervesystem aktiveres, når vi føler de modsatte følelser såsom tryghed, og det aktiveres desuden altid, når det sympatiske har været aktivt længe. Det er også det nervesystem der gør, at angsten og panikken ikke kan vare evigt. Jeg har selv været i en voldsom stor ubalance i kroppen, da min krop konstant har været i alarmberedskab, så mit sympatiske nervesystem har været konstant aktiveret. Når dette sker får ens binyrer besked om, at adrenalinen skal spredes ud i kroppen. Dette er det, der giver den enorme uro (som jeg har haft hele tiden) og et højt stressniveau, som gør det nemmere at få et nyt angstanfald. Hvorfor det hele er noget af en ond cirkel.

Det akupunkturen gør er, at den mindsker aktiviteten af det sympatiske nervesystem, og dermed mindsker udskillelsen af adrenalin gennem binyrerne. Dette medvirker til en bedre balance i kroppen. Når man gentager behandlingerne, bliver det bedre og bedre og man kan mærke at angsten bliver mindre. At få sat nålene i kan godt være en smule ubehageligt – synes jeg – men det bliver langsomt bedre og bedre jo flere gange jeg har været der. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg synes, at det kan virke beroligende, ja nærmest afslappende, at få dem sat i.

Mette og Nikolaj som sammen ejer Klinik By Nørgaard, er helt igennem fantastiske, og jeg har kun ros til overs for dem! Jeg har aldrig før følt mig i så trygge hænder! og er helt overvældet over, hvor stor en ændring akupunktur allerede har gjort for mig. De er hamrende dygtige til deres fag og gode til at give en forståelse af, hvordan kroppen fungerer og hvad der sker undervejs. Kæmpe varm anbefaling herfra!

x M

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Angsten der overtog mit liv