A foodie's guide to Paris

Angsten der overtog mit liv

Her kommer et indlæg, som jeg ikke helt ved, hvor skal starte og slutte, og det har krævet en laaaaang dyb indånding og mere før jeg endeligt har besluttet mig for at springe ud i det. Det kan sikkert synes som en kæmpe kliché, men jeg har angst. Nogle dage er det angst for at dø, andre dage angst for at leve. Det har taget mig længe at acceptere, at det er ”helt normalt” med angst, og så har min egen klare erfaring været, at desto flere, der siger det højt, desto flere får modet til at finde hjælp og selv tale om det med deres nære og elskede.
Det er nok ikke længere en hemmelighed, at angst er en folkesygdom og den var tæt på at ødelægge mit liv, og er noget, jeg stadig kæmper med i allerhøjeste grad. Angst er ikke bare noget, der kan eller skal ignoreres – selvom guderne skal vide, at jeg har prøvet. På alle tænkelige måder.

Det er først nu efter mere end et år, at jeg er begyndt at acceptere, at jeg har angst. Mine fysiske symptomer har været så voldsomme, at jeg længe var overbevist om, at jeg var fysisk syg. Det er først her på det seneste, at jeg har forstået hvad angst i ”samarbejde” med hjernen kan gøre ved kroppen. Jeg har de seneste måneder været mere til lægen, end jeg har set min familie nærmest.

Min læge fortalte mig hurtigt, at jeg havde angst og stress. Men det havde jeg svært ved at dels at forstå og særligt at acceptere – for angst var bare noget, jeg kunne skubbe fra mig… troede jeg. Jeg følte konstant, at der skete noget nyt med min krop – det kunne være voldsom svimmelhed, smerter i højre bryst eller en konstant klump i halsen, der gjorde det rigtig svært at leve et normalt liv. Det er så ubeskriveligt ubehageligt at føle, at man ikke kan kontrollere sine egne tanker og hele tiden fokusere på at føle sig syg og til tider sindssyg.

Det skal heldigvis siges, at jeg har en fantastisk læge, der er meget forstående overfor mit problem og har fået mig undersøgt i alle kroge af kroppen – hovedet, ører, næse, hals og øjne er blevet undersøgt og mere til… og svaret var hver gang: ”du er så sund og rask”. ”Gu’ er jeg ej!” har jeg tænkt hver gang. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det! Hvordan kunne alle læger sige, at jeg var sund og rask, når jeg vitterligt selv var sikker på, at døden snart bankede på døren!?

Jeg har altid følt, at jeg har haft godt styr på mig selv. Jeg har sgu været meget ”on my own”, rejst rundt i verdenen alene og som sådan altid været ovenpå psykisk og aldrig været bange for noget. Før i tiden mediterede jeg flere gange om ugen og følte en stor selvkontrol og en indre ro. Set i bakspejlet har jeg også været utrolig heldig og haft et ubekymret liv uden de store skræmmer, uden de helt store voldsomme oplevelser og en vidunderlig familie og skønne venner.

EN ULYKKE KOMMER SJÆLDENT ALENE
Men så ringede 2017 på døren med et brag… et år som virkeligt har sat sig sine spor. Jeg ved ikke, om jeg har været bagud på point på den konto, men gud hvor har jeg følt mig magtesløs. Ulykker kommer sjældent alene og pludseligt var jeg to traumatiske oplevelser ’rigere’, hvorefter jeg blev tilbudt krisepsykolog. Men nej nej det behøvede jeg absolut ikke. Fuld at selvsikkerhed og troen på, at det kunne jeg selv klare hoppede jeg videre i tilværelsen. ”Det hele ender jo godt”. Jeg kan tydeligt huske, at mine nærmeste skældte mig ud over, at jeg ikke ville have hjælp. Men hvorfor skulle jeg have hjælp, når jeg følte mig ovenpå?

Langsomt kom angsten dog snigende. Det blev sommer, og jeg havde glædet mig til at skulle rejse og drog derfor lystigt afsted. Bare det at tænke tilbage på det nu, giver mig en klump i halsen, og en smag af fortrydelse og dårlig samvittighed. Mit første slemme anfald skete i Saint-Tropez sidste sommer på en strandklub, hvor jeg pludseligt fik en fornemmelse af, at jeg skulle dø. Mine ben rystede, koldsved på panden, en klump i halsen og dobbeltsyn. Jeg ligger på en strandstol med en iskaffe, hører afslappende musik og er sammen med gode venner. Hvorfor kommer det?

Adrenalinen pumper. Jeg er sikker på, at jeg skal dø. Stensikker. Samtidigt begynder folk omkring mig at bemærke det, og så panikker de, hvilket kun gør det værre. Efter den tur startede min tour de lægebesøg. Min læge kunne lynhurtigt se, det var angst, men tog selvfølgelig diverse prøver for at at kunne udelukke andre muligheder. Jeg kunne dog ikke selv tro på, at det var angst – som om, at min hjerne kunne give mig fysiske mén. Der MÅTTE være noget andet galt. Men selvom jeg ikke troede på det, så kunne jeg være nede at handle i en given butik eller gå en lille tur og pludseligt begynde at tro, at jeg var ved at dø. Panikanfaldene blev værre og værre. Det blev flere dage en udfordring at handle eller være i sociale sammenhænge og i 2-3 måneder sidste efterår kunne jeg slet ikke arbejde eller se nogen mennesker. Min angst styrede mit liv. En kaffe med en god veninde kunne dræne mig for energi og jeg havde mest af alt lyst til at flygte.

Langsomt men sikkert gik op for mig, at min angst ikke ville blive bedre, hvis jeg ikke fik min krop i balance. Min krop kom mere og mere i ubalance, og til sidst nåede det et punkt, hvor jeg ikke længere følte at jeg kunne kende mig selv og følte at kontrollen var helt tabt.

FREMADRETTET
Jeg har nu valgt at lytte til min krop og skal have hjælp på psykiatrisk afdeling, hvor jeg skal begynde i terapigrupper og have løbende samtaler med de tilkoblede psykologer og personale. Heldigvis begynder forløbet om en uges tid og skal fortsætte et par måneder.

Det er dog ikke kun i hovedet, at der er sat spor efter angsten. Jeg har længe følt mig ugidelig, doven, lad eller hvad man vil kalde det, og jeg har ikke energi til de ting, som jeg før har elsket. Selv en tur om søerne kan visse dage virke uoverskuelig. Derfor har jeg valgt at få en akupunkturisk behandling. Akupunkturen skal være med til at skabe balance og harmoni i kroppen , så jeg ikke konstant er i alarmberedskab. Jeg har allerede været der et par gange, og jeg er sikker på, at det hjælper mig i den rigtige retning

Der er enormt mange forskellige klinikker, og det kan være enormt svært at finde ud af, hvilken der er den rigtige for en selv. Det er utroligt vigtigt for mig og mit forløb at finde det rigtige behandlingssted, hvor jeg føler mig tilpas – og det har jeg fundet. Jeg er lige startet hos Klinik by Nørgaard og jeg føler mig i så trygge hænder. Når jeg er lidt længere med mit forløb, skal jeg nok fortælle mere.

Jeg har ikke nogen naturlig afslutning til det her indlæg, for, som jeg har lært, så er det en lang, sej og hård proces. Jeg skriver absolut heller ikke det her indlæg for at få ynk – tværtimod, da det ikke hjælper noget for mig. Men jeg har brug for at komme af med det. Skubbe al ”angstluften” ud ad lungerne og kunne tænke på andet end om mine venner og veninder synes, jeg er blevet underlig og kedelig. Måske kunne jeg endda være så heldig at andre turde lytte efter den lille stemme i maven og tog snakken med deres nære. Jeg har hvert fald lært en lektie – om end det er sent, så ved jeg fremadrettet, at jeg er nødt til at prioritere efter min mavefornemmelse og ikke mine omgivelsers forventninger til mig.

xM

   

4 kommentarer

  • Udokumenteret

    Nu skal jeg ikke gøre mig klog på din situation, men det lader til du har mistet visionen..du mangler et absolut mål i livet..hvis ikke du har det indenfor modelbranchen..så sæt dig et absolut mål som er relativ svær at opnå..brug derefter det meste af dagen på at opnå det mål. 8-9 timer dagligt, udelukkende på opnå det mål. Det vil fjerne din stress, dovenskab, ugidelighed, mindre selvværd og give dig fornyet energi og maximum selvtillid..men husk at følge reglerne 8-9 timer dagligt på mål.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie Sofie Elmstrøm

    Jeg er så stolt over at du er kommet igang med forløbet. Det er det største skridt, selverkendelsen. Du kan altid ringe, hvis du har brug for noget. Kys ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Du er seriøst den sejeste, stærkeste og skønneste jeg kender! Hvor er det flot at du er så ærlig, åben og sårbar. Er sikker på, at dine tanker og din italesættelse kan hjælpe andre der også er påvirket af angst og om ikke andet, få folk uden til at forstå hvor meget det kan fylde i nogens liv.
    Det er så godt skrevet og jeg ønsker dig alt godt i dit videre forløb <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Meget åbenhjertet og ærligt op viser din styrke og ansvarsfølelse til at komme igennem dette og ud på den anden side❤️Elsker dig

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

A foodie's guide to Paris